Gode råd om solceller

Solceller er en miljørigtig måde at producere energi på, da solcellerne bruger lyset til at producere energi med. Det betyder også, at de kan producere energi, selvom det er overskyet.

Hvis solcellerne producerer mere strøm, end du bruger, føres strømmen hen til energiselskabet, og du får udbetalt overskudsproduktionen. Ifølge Energinet får du 60 øre per kWh i de første 10 år og 40 øre per kWh de næste 10 år. Hvis du derimod bruger mere strøm, end solcellerne producerer, får du den energi, der mangler, fra dit energiselskab.

Gode råd til anskaffelse af solcelleanlæg

Find en montør der har forstand på opsættelse af solceller. På KSO-ordningen kan du se en liste over, hvilke installatører der er certificerede. Det er en garanti for god kvalitet, og for at de ved, hvad de laver.

Installation

For at få mest muligt ud af dine solceller er den bedste placering at vende dine solceller mod syd og med en hældning på 30 til 45 grader. Taget skal helst være skyggefrit både sommer og vinter for at få det optimale ud af lyset. Om sommeren skal solcellerne helst være fri for skygger mellem kl. 9 og kl. 5 om dagen.

Typer af solceller

Der findes tre slags. Monokrystallinske, polykrystallinske og tyndfilmssolceller.

Monokrystallinske og polykrystallinske solceller er de mest almindelige og baseret på silicium.

  • De monokrystallinske solceller er de dyreste men også de mest effektive. De har en effektivitet på ca. 14-16% og et årligt udbytte på 130 kWh per m2. Denne type solceller har sorte eller grå cellefarver.
  • De polykrystallinske solceller har en effektivitet på 12-14% og et årligt udbytte på 120 kWh per m2. Disse solceller har et mere blåligt farvespil end de monokrystallinske. Begge solcelletyper kan holde i ca. 40-50 år.
  • Tyndfilmssolceller er billigere og har en lavere effektivitet end de to andre typer. Solceller med tyndfilm har en effektivitet på 6-10%, et årligt udbytte på 70 kWh per m2 og en holdbarhed på ca. 25-35 år.

Design

Hvordan ser husets tag ud med solceller på. Der findes forskellige slags solcelledesign, både i størrelse, tykkelse og effektivitet, så det skulle være muligt at købe solceller, der lige passer til dit hus.

Check positivliste for solcellevekselrettere

Så har du vished for, at vekselretteren overholder de tekniske krav, der er nødvendige for at blive tilsluttet det kollektive elnet. Husk at vekselretteren/inverteren ikke har så lang en holdbarhed som solcellerne. Derfor skal de udskiftes før solcellerne.

Solcellens vægt

Kan dit tag og tagkonstruktionen holde til vægten af dine solceller? Det er værd at undersøge. Spørg også på kommunen om det er okay at opsætte solceller, da de nogle gange skal godkende det først.

Skriv et svar